Vinylgulv
Vinyl anvendes i skoler, sygehuse, kontorer, butikker, boliger, etc. Da vinylgulve er nemme at renholde og kan udføres vandtætte, er de også anvendelige i baderum, rengøringsrum, storkøkkener, laboratorier og lignende.
Vinylbelægninger fås i forskellige varianter, som hver især findes i mange farver og mønstre. Nogle af produkttyperne kan endvidere leveres med prægede overflader. Vinylbelægninger produceres som banevarer eller som fliseprodukter.
Overfladen af vinyl er glat og nem at renholde. Vinyl har god modstandsevne mod vand og de fleste sure og alkaliske materialer. Vinyl fås også med en mere ru overflade til brug på steder, hvor der stilles krav om en forøget skridmodstandsevne.
Materialet
Vinyl er den dagligdags betegnelse for PVC, der er en forkortelse for PolyVinylChlorid. PVC er et kunststof med en række gode egenskaber, der bl.a. gør det velegnet til gulvbelægninger. For at opnå de ønskede egenskaber tilsættes der forskellige hjælpematerialer ved fabrikationen, fx stabilisatorer, blødgørere, farvestoffer og eventuelt fyldstoffer. Vinylbelægninger er ofte forsynet med en rengøringsvenlig og slidstærk overfladebeskyttelse i form af polyuretan eller tilsvarende.
Vedligeholdelse
Til daglig rengøring anvendes fortrinsvis tørre metoder dvs. tør eller fugtmopning eller støvsugning og vask efter behov. Til kraftigere, lejlighedsvis rengøring anvendes et universalrengøringsmiddel eller vaske-/plejemiddel.
For nærmere forklaring omkring rengøring af vinylgulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Korkgulv
Kork anvendes i tørre rum i skoler, sygehuse, kontorer, butikker, boliger etc.
Korkgulvbelægninger leveres som fliser eller som korkplader, dvs. laminerede produkter, hvor korken er fastlimet til en underlagsplade af MDF (træfiberplade).
Ubehandlede korkfliser skal efter lægningen slibes og lakeres i henhold til leverandørens anvisninger.
Materialet
Kork er et naturprodukt, som fremstilles af barken fra korkegen. Korkgulve leveres enten som naturkork til lakering eller med en rengøringsvenlig og slidstærk overflade i form af en klar vinyl.
Vedligeholdelse
Til daglig rengøring anvendes fortrinsvis tørre metoder, dvs. tør eller fugtmopning eller støvsugning. Til kraftigere, lejlighedsvis rengøring anvendes milde rengøringsmidler uden stærkt alkaliske stoffer.
For nærmere forklaring omkring rengøring af korkgulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Linoleumsgulv
Linoleum anvendes i tørre rum i skoler, sygehuse, kontorer, butikker, boliger etc. Linoleum fås dels som homogene gulvbelægninger, hvor hele tykkelsen består af et eller flere lag med samme sammensætning, farve og mønstre gennem hele tykkelsen og dels som heterogene gulvbelægninger med en bagside af skum- eller korkment.
Materialet
Linoleum er et organisk materiale, hvis væsentligste bestanddel er linoleumscement, som består af iltet linolie og harpiks. For at opnå de ønskede egenskaber tilsættes der forskellige hjælpematerialer ved fabrikationen, fx korkmel, træmel, stenmel, kalk og farvepigmenter. Linoleum valses (kalandreres) på et underlag af fibermateriale, fx jutevæv. Indholdet af linoleumscement er mindst 30%, og indholdet af uorganiske fyldstoffer højst 50%. Overfladen er normalt påført en overfladebehandling.
Vedligeholdelse
Til daglig rengøring anvendes tør- eller fugtmopning eller støvsugning. Gulvet vaskes efter behov.
I områder, hvor det er nødvendigt med vådrengøring i større omfang, bør banesamlinger tætnes (trådfuges) med en smeltetråd.
For nærmere forklaring omkring rengøring af linoleumsgulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Trægulv
Ved trægulve forstås gulve udført af brædder, stave, klodser eller laminerede materialer af træ eller med træbaseret kerne.
Trægulve finder udbredt anvendelse såvel i boliger som i kontorer, skoler og lettere industri.
Gulvafslibning
Såvel i forbindelse med renovering som i nybyggeri afslibes og overfladebehandles trægulve i stadig større omfang. Det er vigtigt, at dette arbejde bliver udført på en professionel måde.
Husk ! Trægulvet holder længere, hvis det bliver vedligeholdt rigtigt.
Vedligeholdelse
Oliebehandlede trægulve
Oliebehandlede trægulve skal rengøres periodisk for at bibeholde et godt synsindtryk og tilfredsstillende rengøringskvalitet. Den nødvendige rengøringsindsats er afhængig af gulvenes brugsintensitet og smudsbelastning.
Rengøring skal tilrettelægges efter den type oliebehandling, der er foretaget.
Lakerede trægulve
Gulvet fejes med blød kost eller støvsuges med børstemundstykke med bløde børster således, at ridser i overfladen undgås.
Når støvsugning/fejning ikke længere giver et tilfredsstillende resultat, vaskes med hårdt opvredet klud med efterfølgende aftørring. Vaskevandet skal være tilsat universalrengøringsmiddel, doseret efter fabrikantens anvisninger.
Uanset trægulvets lakering, er trægulve følsomme overfor vandpåvirkninger. Når der fugtigtørres/vaskes, skal der derfor anvendes moderat vandmængde med efterfølgende grundig eftertørring.
For nærmere forklaring omkring rengøring af trægulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Gummigulv
Gummigulve anvendes i skoler, sygehuse, kontorer, butikker, indgangspartier mv., især anvendes gummigulve, hvor der forventes stærkt slid. Endvidere findes der formstøbte trappetrin i gummi.
Gangkomforten og trinlyddæmpningen for gummigulve vil sædvanligvis være god.
Overfladen af gummigulve er glat og nem at renholde. Gummigulve kan normalt kun modstå kortere tids påvirkning af olie og fedt (især animalsk fedt). Der må derfor foreskrives specialprodukter, hvis der er behov for, at gulvet skal kunne klare længere tids påvirkning af disse stoffer.
Materialet
Gummigulve fremstilles af naturligt eller syntetisk gummi eller en blanding af de to typer. For at forbedre egenskaberne iblandes stabilisatorer, fyldstoffer, pigmenter og vulkaniseringsmidler. Gummifliser fremstilles ved støbning eller kalandrering.
Vedligeholdelse
Til daglig rengøring anvendes fortrinsvis tørre metoder dvs. tør- eller fugtmopning eller støvsugning. Til kraftigere, lejlighedsvis rengøring anvendes milde rengøringsmidler uden stærkt alkaliske stoffer som anvist af belægningsleverandøren.
For nærmere forklaring omkring rengøring af gummigulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Laminatgulv
Laminatgulve anvendes i boliger, kontorer, butikker og lign. rum.
Laminatgulve er normalt ikke egnede til rum med vandpåvirkning.
Laminatgulve bidrager normalt ikke til forbedring af luftlydisolationen i et rum. Luftlydisolationen bestemmes nemlig først og fremmest af dækkets konstruktion og af flanketransmissionen mellem rummene.
Laminatgulve har derimod betydning for trinlydniveauet i omliggende rum og for trommelyden i rummet. Trin- og trommelydniveauet fra laminatgulve forbedres, hvis gulvet lægges på et mellemlag af foam, skumplast eller lign. Desuden fås laminatbrædder, der fra fabrikken er forsynet med et støjdæmpende underlag, som øger gangkomforten og sænker trin- og trommelydniveauet væsentligt.
Laminatoverfladen er stærk og rengøringsvenlig og kræver ingen overfladebehandling.
Materialet
Ved laminatgulve forstås gulve, som i hovedsagen er opbygget af 3 lag: En overflade af tynde fibermaterialer, et kernemateriale af en træbaseret plade samt en bagside af papir eller finer.
Vedligeholdelse
Laminatgulvet fejes med blød kost eller støvsuges med børstemundstykke med bløde børster således, at ridser i overfladen undgås.
Når støvsugning/fejning ikke længere giver et tilfredsstillende resultat, vaskes med hårdt opvredet klud med efterfølgende aftørring. Vaskevandet skal være tilsat universalrengøringsmiddel, doseret efter fabrikantens anvisninger.
Laminatgulve er følsomme overfor større vandpåvirkninger. Når der fugtigtørres/vaskes, skal der derfor anvendes moderat vandmængde med efterfølgende grundig eftertørring. Ved anvendelse af for meget vand og manglende eftertørring, er der risiko for deformering af laminatgulvet. Der må ikke anvendes våde rengøringsmetoder på laminatgulve.
For nærmere forklaring omkring rengøring af laminatgulve kan man læse mere på siden rengøringsvejledninger.
Måttesystem
Måttesystemer er smudsforebyggende foranstaltninger.
For at reducere behovet for rengøring, kan der udføres smudsforebyggende foranstaltninger i form af effektive måttesystemer ved indgangspartier o.lign. Således at udefra kommende smuds fjernes før det når ind på den egentlige gulvbelægning. De mest effektive måttesystemer er udført som en kombination af skraberiste og “smudsmåtter”.
For at få en ordentlig virkning af måttearrangementer, skal de være så store, at der gås mindst 4 – 5 skridt på dem. Tilsvarende kan der udføres smudsforebyggende foranstaltninger i form af måttearrangementer ved færdsel fra værksteder, kantiner og lignende, hvor der forekommer smuds, som kan være vanskelig at fjerne fra gulve
Materialet
Der anvendes mange forskellige materialer til måtter, alt efter hvilken funktion og placering måtten har. I større indgangspartier vælger man ofte at placere tæppefliser for at opsamle snavs udefra.
Vedligeholdelse
De fleste måttesystemer kræver kun almindelig rengøring i form af støvsugning.